Når man i dag taler om EU og det europæiske samarbejde kan man sige mange positive samt negative ting med den nuværende finanskrise in mente. Men en ting kan man ikke betvivle: EU’s evne til at skabe fred på kontinentet imellem tidligere rivaliserende nationalstater blandt andet ved hjælp af øget økonomisk integration.
Balkan regionen har om nogle været genstand for konflikter imellem rivaliserende nationalstater som også udløste Balkan-krigen i 1991 efter Jugoslaviens sammenbrud. Især forholdet imellem Serbien og Kosovoregionen var under borgerkrigen årsag til nogle af de blodigste kampe og mest forfærdelige krigsforbrydelser i nyere europæisk historie. Siden krigen har de seks omkring liggende Balkan lande stræbt efter at blive optaget i EU-samarbejdet og dermed endelig blive accepteret som en del af Vesten. I det brede perspektiv er det uden tvivl hele Balkans interesse at blive optaget i EU, men grundet Balkans historie kan området betragtes som en kludetæppe der er blevet samlet og delt flere gange igennem historien. Derfor kan man ikke se på Balkan som én samlet enhed, men som mange dele med hver deres udfordringer. EU påbegyndte sit omfavn af de tidligere Jugoslaviske lande med Slovenien i 2004. Med Kroatiens endelige optagelse i juli 2013, ser det ud til at Serbien står foran EU´s dørtrin til at blive det tredje land i rækken med EU-kandidaturen.
Serbien har dog haft en lang vej til kandidaturen. I 2008 valgte Kosovo at erklære sig selv som en selvstændig stat uden Serbiens anerkendelse eller bevilling. Siden da har konflikten blusset op på ny, og samtidig skabt en intern debat imellem andre EU-medlemslande hvorvidt Kosovo skal anerkendes som en stat eller ej. Flertallet i EU er dog af den klare overbevisning, at det er afgørende at der herskede fred imellem Serbien og Kosovo, hvis Serbien skal følge i nabolandet Kroatiens fodspor og blive optaget i EU. Derfor har jeg på grund af de klare modsætningsforhold imellem Serbien og Kosovo valgt i denne opgave at beskæftige mig med hvordan EU har kunnet påvirke Serbiens politik i forhold til Kosovo:
Problemformulering:
Hvordan har EU i takt med Serbiens udsigt til EU-medlemskab påvirket Serbiens håndtering konflikten med Kosovo?
Problemstillinger
For at kunne besvare min valgte problemformulering har jeg valgt at tage udgangspunkt i følgende problemstillinger:
- Hvad skyldes den seneste konflikt imellem Serbien og Kosovo?
- Hvilke krav har EU stillet til Serbien i forhold til Kosovo i forbindelse med en tildeling af EU-kandidatstatus
- Hvordan ses EU’s indflydelse i forbindelse med Serbiens forsøg på at løse konflikten med Kosovo?
- Hvordan ser valget af Tomislav Nikolic som ny serbisk præsident ud til at påvirke Serbiens politik over for Kosovo?
Metode
For at besvare min problemformulering vil jeg undersøge hvordan Serbiens interesse for EU-medlemskabet har påvirket landets håndtering af konflikten med Kosovo. Jeg vil derfor undersøge hvilke krav man officielt fra EU har stillet, samt vha. teorien om Europanization anvende avisartikler for at skildre udviklingen igennem det sidste års tid i Serbiens politik i forhold til Kosovo. Herunder vil jeg også anvende de foreløbige udtalelser fra den serbiske regering, efter valget af Tomislav Nikolic som serbisk præsident, for at se om valget af Nikolic ser ud til at ændre på Serbiens ageren i forhold til Kosovo.
Afgrænsninger
Konflikten imellem Serbere og Kosovo-albaner er kompleks, og går mange år tilbage. Størstedelen af fokusset være fra 2008-09 til i dag hvor Serbien har gjort store fremskridt i forbindelse med sin EU-integration. Derfor har jeg også valgt at inddrage den nyeste udvikling i sagen da Serbien lige har valgt Tomislav Nikolic som præsident hvilket mange har frygtet ville føre til et paradigmeskifte i forbindelse med Serbiens politik overfor Kosovo.
Teori
Til at besvare min problemformulering omkring hvordan EU med udsigten til serbisk EU-kandidatur, har påvirket Serbiens håndtering af Kosovo konflikten, har jeg valgt ud fra et teoretisk synspunkt, at beskæftige mig med Europeanization teorien. Europeanization er et begreb der spænder bredt, indenfor IR-teori Men helt overordnet set handler teorien om hvordan EU-medlemslande eller kandidatlande, påvirkes politisk set af deres interaktion med EU. På grund af, at man har forsket i begrebet Europeanization opdeler man i dag teorien i to dele kaldet første generation og anden generationsforståelse af begrebet. Første generationsforståelsen af Europeanization tager udgangspunkt i, at EU er den aktør der tager initiativ og forsøger at påtvinge andre stater, enten EU medlemsstater eller kandidatlande til at rette sig efter EU. Dette refereres også til som en top-down effekt, hvor EU påfører sin politik eller politiske synspunkter på nationalstater som retter sig herefter. (Bache, Ian 2006 pp 65)
Den anden generationsforståelse af begrebet ser derimod på Europeanization som et fænomen hvorved, der i realiteten sker en større interaktion imellem EU og andre stater. I den forbindelse er det ikke kun EU der tager initiativ til at påvirke sine medlemslande, men derimod også medlemslande samt interesseorganisationer, der kan tage initiativ til at påvirke EU i en anden retning.
I udarbejdelsen af opgaven vil jeg tage udgangspunkt i første generationsforståelsen af begrebet. Dette refereres også til som ”national adaption” eller national tilpasning. Indenfor denne forståelse af teorien forstår man Europeanization, som værende en proces hvorved en nation, som eksempelvis ikke er medlem af EU, tilpasser sin egen lovgivning eller politik så den lever op til EU’s politiske ønsker, eller lovgivning. Teorien tager udgangspunkt i at EU sætter dagsordnen overfor den pågældende stat, der herefter reagerer og implementer sine love efter EU-standarder for at komme tættere på EU-deltagelse. I denne opgave vil jeg bruge teorien til, at analysere hvordan EU har påvirket Serbiens ageren i forhold til løsningen af konflikten imellem Serbien og Kosovo i takt med Serbiens udsigt til tildelingen af EU-kandidatstatus.
Hvad skyldes den seneste konflikt imellem Serbien og Kosovo?
For at vi kan forstå Serbiens håndtering af Kosovo-konflikten på baggrund af EU-medlemskabet, bliver vi nød til at kende til konfliktens historie. Med en blodig fortid i Kosovokrigen der ifølge New York Times kostede mere end 45.000 Kosovo-albaner livet, (Steven, 1999: New York Times) står den Europæiske Union overfor en af de sværeste integrationsopgaver i nyere tid.
I 1912 erobrede Serbien Kosovo, og lige siden har albanerne udtrykt et negativt forhold til Serbien. Kosovo fik efter 2. Verdenskrig status som en autonom provins, og flere forsøg på at udvikle Kosovo økonomisk og socialt var mislykkedes, da største delen af albanerne fortrak at leve i egne patrialske dominerende klaner. Kosovo-serberne følte sig truede over, at alabanerne fratog dem mere og mere den politiske magt, og i takt med dette hævdes der at kosovo-serberne blev udsat for chikane og vold (Bisset, 2001: War on terrorism skipped the KLA). Imens i hovedstaden Beograd frygtede politikerne, at de ville miste et vigtigt serbisk kerneområde i Kosovo. Kosovokrigen gjorde forholdet imellem parterne endnu mere intenst, og hele konflikten eskilerede da den Jugoslaviske regering, Serbien og Montenegro, indskrænkede det selvstyre, som Kosovo var berretiget ifølge deres forfatning.
Søndag den 17. februar 2008 udråbte Kosovos parlament sig selv som uafhængig via nationalt-tv. Ikke mange timer senere stod Serbiens premierminister Vojislav Kostunica foran pressen, og udtalte at uafhængighedserklæringen ikke ville blive anerkendt fra Serbisk side, samt at USA’s og andre landes støtte af en uafhængig Kosovo var en ”overtrædelse af internationale regler af militære årsager” (Knudsen, 2008: Serbiens leder: Kosovo er en falsk stat). Den efterfølgende dag samledes Serbiens ledere i nationalforsamlingen, og erklærede Kosovos løsrivelse fra Serbien for ”ikke gældende”. Omkring vedtagelsen stod der i det norske nyhedsbureau Aftenposten bl.a.:
”Den serbiske nationalforsamling ophæver den ensidige uafhængighedserklæring fra interimsregeringen i Kosovo, fordi den er i strid med Serbiens suverænitet og territoriale integritet” (Håkensen, 2008: Serbien nekter å gi opp Kosovo)
Umiddelbart efter erklæringen blev der kastet en granat mod en FN-bygning i byen Mitrovica i Kosovo, og samtidig blev der stiftet brande overalt i Beograd med flere overfald på den amerikanske ambassade (Lødemel, 2008: Reagerer med granater og stein i Kosovo). På trods af at Serbien året efter ansøgte EU-medlemskab for første gang, så har det været på baggrund af ikke at gå på kompromis med Kosovo-konflikten. Med andre ord var Serbien på det tidspunkt på ingen måde interesseret i, at miste sin suverænitet over området. 22 ud af 27 medlemslande i EU har anerkendt Kosovo som uafhængig. Stater som Slovakiet, Rumænien, Spanien, Grækenland og Cypern afviser Kosovos uafhængighed på grund af indenrigspolitiske forhold (John, 2008: Recognition of Kosovo).
Ifølge en nyere rapport fra den internationale uafhængige Crisisgroup startede problemerne den 25. juli 2011, da Pristina sendte flere special trænede politistyrker til grænseovergangene i det nordlige Kosovo for, at placere Kosovo-albanske toldere ved grænsen imellem Serbien og Kosovo. Urolighederne kostede en politibetjent livet, og adskillige blev såret inklusiv tyske fredsbevarende soldater fra KFOR (Crisisgroup, 2012:1). Imens serberne havde EU-medlemskabet i baghovedet fik Kosovo assistance af EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske paraplyorganisation EULEX til, at styrke egen autoritet og lov i form af støtte fra 3.200 politifolk og restlig personale (Eulex, 2012: What is Eulex?). Efterfølgende anklagede serberne EULEX for at have hjulpet kosovo-albanerne i deres forsøg på ovenstående handlinger. I byen Zubin Potok, i det nordlige Kosovo har serberne opsat vejblokader af busser og lastbiler. Disse blokader skulle stoppe Kosovo militsen anført af NATOS fredsbevarende styrker KFOR fra, at afskære veje brugt af Kosovo-serberne (T.J, 2011: On The Border of Conflict). Zubin Potok barrikaderne er blot en ud af 18 der fyldte billedet i det nordlige Kosovo. Urolighederne fortsatte i de efterfølgende måneder imellem KFOR og oprørte serbere som kontinuerligt modsatte sig KFOR’s forsøg på at fjerne vejblokaderne hvilket har ført til voldelige sammenstød imellem de oprørte serbere og KFOR’s styrker. I december 2011 opfordrede den serbiske præsident Boris Tadic serberne til at fjerne vejblokaderne, hvilket førte til at serberne fjernede to af de omstridte blokader mens to øvrige blev fjernet for derefter at blive erstattet af nye blokader. (Crisisgroup, 2012:2). De seneste sammenstød man oplevede i slutningen af 2011 vidner altså om et meget anspændt forhold imellem Serbien og Kosovo.
Hvilke krav har EU stillet til Serbien i forhold til Kosovo i forbindelse med en tildeling af EU-kandidatstatus?
Som nævnt ovenfor har forholdet imellem Kosovo og Serbien været særdeles anspændt siden Kosovo erklærede sig selvstændigt imens Serbien har arbejdet sig hen imod optagelse i EU. I en rapport fra EU-kommissionen til EU-parliamentet fra maj 2009, vedrørende de største udfordringer i de lande som søger EU-medlemskab, påpeger EU-kommissionen, at på trods af Serbien har gjort store fremskridt i forhold til at nærme sig EU, så skal man være mere konstruktiv overfor Kosovo i henhold til at give dem ret til at repræsentere sig i international sammenhæng. Derudover skulle man som forlængelse af de uroligheder der havde været i forhold til grænsestriden beskrevet ovenfor, kunne sikre freden på grænsen imellem de to parter, hvilket betyder at konflikten ikke må påvirke Kosovos muligheder for at handle over grænsen til Serbien. I vores næste del af opgaven vil vi se på hvilken rolle EU har spillet i forbindelse med en løsning på konflikten imellem de to parter med hensyn til de opstillede krav fra EU-Kommissionen i takt med at Serbiens udsigt til at opnå EU-kandidatstatus. (EU-kommisionen, 2009: Enlargement Strategy and Main Challenges 2009-2010)
EU’s rolle i forbindelse med konflikten
Siden Serbien ansøgte om at blive optaget i EU tilbage i 2008, har landet stormet frem som et af de hidtil hurtigste ansøgerlande i EU’s historie. Fra at blive bombet af NATO i 1999 til, at blive kandidatland i marts 2012 har Serbien gennemgået en rivende udvikling.
Som en del af integrationsprocessen har Serbien måtte omstrukturere økonomiske og politiske mål efter Slobodan Milosovics fald for, at gøre selve screeningsprocessen i optagelsen hurtigere (Kommissionen, 2012: Enlargement process). Denne integrationsproces kræver først og fremmest, at man har en siddende regering der viser en vilje til at nærme sig EU. Det nu tidligere siddende regeringsparti DS ledet af Boris Tadic der har et socialliberalt dagsorden vandt valget tilbage i 2008 med sin pro-europæiske dagsorden. Boris Tadic har ledet Serbien nærmere mod EU igennem et tæt samarbejde med den Europæiske Kommission. På trods af de store fremskridt som Serbien på kort tid har vist med hensyn til at omstille sig til et land med en velfungerende markedsøkonomi og velfungerende politiske institutioner, så har Kosovo været et tilbagevendende problem for Serbien, og ikke mindst for den tidligere præsident Boris Tadic.
Da Tadic gik til valg i 2008 var det på at søge EU-medlemskab, uden at gå på kompromis med Kosovo spørgsmålet (Hamilton, 2008: Serbian president Tadic vows to preserve Kosovo). Det betød at Serbien ikke var villig til at opgive noget af sit suverænitet, og dette var kun en realitet på grund af de interne uenigheder i EU om Kosovos uafhængighed. Derfor ville det have været et utopisk krav fra EU’s side, om at stille Serbien formelle krav i denne sag.
Serbien har tidligere under Boris Tadic vist sit store engagement, blandt andet ved at sørge forindfangelsen af tre tidligere højtprofilerede krigsforbrydere fra borgerkrigen i Jugoslavien, bestående af Radovan Karadic, Ratko Mladic og Goran Hadzicog der herefter blev udleveret til den internationale krigsforbryder domstol i Haag, som et resultat af pres fra EU. Dette kan betragtes som værende kontroversielt i Serbien, da langt fra alle serbere ser på de tre herrer som krigsforbrydere, men som nationale patrioter. En af årsagerne til at dette dog blev gjort var, at alle EU’s medlemslande var enige om, at de tre skulle fanges hvis Serbien skulle have en billet til EU.
EU var dog ikke i stand til at lægge samme pres på Serbien som med hensyn til Kosovo som med til indfangelsen af krigsforbryderne. Dengang var det Holland der lagde en hård dagsorden, hvor alle de resterende EU lande stillede sig enige. Omkring Kosovo-konflikten er EU splittet, da fem EU lande ikke anerkender Kosovo, og derfor kunne EU ikke give den nødvendige pres på Serbien der over en periode af given tid kunne anerkende Kosovo mere og mere som en uafhængig stat. Før alle lande er enige i EU, vil der aldrig være en serbisk regering der anerkender Kosovo. Alt andet ville være politisk selvmord, selv for et pro europæisk serbisk regeringsparti.
Med andre ord virkede situationen imellem Serbien og Kosovo som et uløseligt problem. Ikke desto mindre var det fra EU’s og Serbiens side nødvendigt at håndtere situationen, hvis en EU-kandidatur skulle være realistisk. Som før i tiden stillede EU i form af ægte europæisk ånd,en dialog op imellem parterne. Sammen med Serbien gav EU en såkaldt resolution, formel erklæring, til FN’s generalforsamling om en ønsket forhandling imellem hovedstæderne Beograd og Pristina (Wammen, 2012: EU2012.dk). Resolutionen blev godkendt med udgangspunkt i Bruxelles forhandlingerne i marts 2011. Dette kan betragtes som en stor sejr til EU’s konflikthåndtering, da unionen endelig havde fået parterne til at tale samme. Nu stod Serbien og Kosovo overfor en vanskelig opgave. Hvordan opnår man resultater uden at miste suverænitet og opbakningen hos vælgerne? Serbiens og Kosovos problem er, at størstedelen af dialogen handler om emner som Kosovos ret til at repræsentere sig i international kontekst, samt om hvordan konflikten om grænseovergangene imellem Nordkosovo og Serbien skulle håndteres. Disse emner har været meget ømtålelige for Serbien, og derfor virkede en løsning som sagt særdeles vanskelig. Som nævnt så er EU’s interesse beskrevet i Kommissionens rapport, at grænsekonflikten skal løses og at man finder en løsning med hensyn til Kosovos repræsentation. Derfor valgte EU også at stå for forhandlingerne, hvilket dog ikke bar nogen særlig fremskridt de første måneder. Efter et besøg i Beograd af tyske diplomater i juni måned 2011 udtalte de, at man fra tysk side ville veto Serbiens tilkendegivelse af kandidatstatus hvis man ikke anerkendte Kosovo som selvstændig stat hvorefter den serbiske udenrigsminister udtalte sig meget klart: ”Serbia will not recognize Kosvo. End of story!” (Mcmahnon & Pop, 2012: Serbia will never recognize Serbia says foregin minister). Den serbiske regering har siden indfangelsen af krigsforbryderne stort set levet op til resten af kriterierne for et medlemskab, og hver gang har EU belønnet og dermed ”sikret” støtten hos vælgerne i Serbien. I december 2012 var det op til den Europæiske Kommission og EU’s medlemslande der alle indtil videre havde støttet Serbien med anbefalingen af kandidatstatussen i oktober 2011, at træffe den endelige beslutning og give Serbien kandidatstatus. Serbien har stormet frem efter fire succesfulde år, men til sidst på falderebet blev den serbiske regering mødt at modstand fra det serbiske mindretal i Kosovo, og den Europæiske Kommission fra pres af EU’s medlemsstater.
Som nævnt i j.f. afsnit om konfliktens baggrund havde urolighederne den 25 juli 2011 ved grænseovergangene imellem Serbien og Kosovo resulteret i flere sårede tyske fredsbevarende soldater fra KFOR. Disse uroligheder og mangel på progression imellem Serbien og Kosovo førte altså til et tysk veto, som lovet tidligere, i det Europæiske Råd i december 2011 mod Kommissionens anbefaling. Kandidatstatus-godkendelsen blev derfor udskudt til marts 2012. Den serbiske statsleder udtalte efter mødet at man fra EU’s side havde stillet det som en klar betingelse, at hvis man ville have kandidatstatus i december skulle man anerkende Kosovo hvilket var uacceptabelt (Euractiv, 2012: Serbia’s EU future hangs on footnote). Dette bevidner om et meget direkte og tydeligt pres EU lagde på Serbien for at opnå fremskridt.
På grund af det serbiske nej i december gik man i februar 2012 herefter tilbage til forhandlingsbordet, en uge før man igen skulle tage stilling til Serbiens tildelelse af EU-kandidatstatus. Disse forhandlinger blev igen ledet af EU, og denne gang var tonen imellem de to parter langt mere produktiv. Ved dette møde kom man frem til en fælles aftale om håndteringen af grænsen imellem de to lande, herunder blev der sikret at man frit ville kunne handle over grænsen imellem Serbien og Kosovo, hvilket var i overensstemmelse med EU’s krav og ideologi med hensyn til de fire friheder: den frie bevægelse af varer, tjenesteydelser, kapital og personer (Nugent, 2010: 323-5).
Derudover kom man også frem til en aftale vedrørende Kosovos internationale repræsentation. Parterne blev enige om, at Kosovo i fremtiden kunne tale på egne vegne i den internationale arena under den forudsætning at landet havde et såkaldt asterisks *, der symboliserede at landene ikke har indgået 100 % enighed om emnet:
*This label does not prejudge the status of Kosovo and is in accordance with Resolution 1244 and in the opinion of the ICJ on Kosovo’s declaration of independence (Balkaninsight.com, 2012: Kosovo Serbia reaches deal on representation).
Resultaterne fra serbisk side ville nok ikke være kommet så hurtigt, hvis ikke det havde været for Tysklands veto og dermed direkte pres.
Senere i marts 2012 fik Serbien endelig kandidatstatus, og med hjælp fra EU skabt sig selv vej nærmere en økonomisk og politisk integration i vesten. EU har vist sin styrke ved at skabe dialog samt at ”noget for noget” er vejen frem til en videre integration. Serbien har naturligvis meget at vinde, men for EU har det været en magtdemonstration overfor tvivlende stater og andre unioner i verden, at EU selv i økonomiske krisetider kan stå stærkt. Men der er dog ingen tvivl om Serbien ikke har været helt tilfreds med at skulle imødekomme disse to krav fra EU’s side, og i den forstand kan man også ud fra det kompromis der trods alt kom ud af forhandlingerne konkludere, at EU har igen ved mødet i marts har været med til at diktere disse betingelser i aftalen, da Serbiens anerkendelse af Kosovo med et asterisks er kontroversielt. På den ene side kan den serbiske regering sige man ikke officielt har anerkendt Kosovo, men omvendt viser anerkendelsen med et asterisks, at man alligevel har anerkendt dem og det viser også at EU er interesseret i at Kosovo får sit eget navn i international sammenhæng. EU har altså i forbindelse med Serbiens kandidatstatus tildeling formået at tvinge sin egen politik tydeligt igennem ved indgåelsen af et kompromis imellem de to parter. Siden forhandlingerne har mængden af sammenstød imellem serbere og Kosovo albanere været langt færre og langt mindre voldelige. Det skal dog siges at den indgåede aftale imellem de to parter vedrørende grænsestriden stadig skal implementeres mere konkret end det er tilfældet i dag.
Hvordan ser valget af Tomislav Nikolic som ny serbisk præsident ud til at påvirke Serbiens politik over for Kosovo?
I den sidste del af vores opgave vil jeg, her et par uger efter valget af Tomislav Nikolic, som ny serbisk præsident analysere hvordan dette er blevet modtaget af både Kosovo og EU og i den forbindelse vil jeg analysere hvordan man fra serbisk side, har forholdt sig til sin politik overfor Kosovo efter valget af Nikolic som ny serbisk præsident.
Den 20. maj 2012 afholdtes der præsidentvalg i Serbien. Mange havde spået tvivl om hvorvidt serberne var blevet trætte af Boris Tadic meget pro-europæiske politik og hellere ville se Tomislav Nikolic som kommende præsident. Dagen før valget lod alt dog til, ifølge de foretagne meningsmålinger at Tadic ville fortsætte som præsident. Men valget endte dog med at falde ud til Tomislav Nikolic fordel som er leder af det national-konservative Fremskridtsparti.( Barlovac, 2012: Tomislav Nikolic Wins Serbian Presidency) Mange eksperter havde frygtet at et valgt af Nikolic som serbisk præsident ville trække Serbien væk fra sin pro-europæiske kurs og i særdeleshed ændre på Serbiens politik overfor Kosovo da Nikolic tidligere i sin politiske karriere har proklameret at man ikke ville give sig i forbindelse med Kosovo, som Boris Tadic regering har måttet gøre som beskrevet tidligere i opgaven i forbindelse med forhalingerne imellem EU, Kosovo og Serbien i marts 2012.
I Kosovo frygtede mange efter valget af Nikolic som ny præsident at man nu ville søge en mere nationalistisk orienteret politk end under Boris Tadic. Ifølge Bekim Tharir, der er professor i internationale relationer ved universitetet i Prestina viser valget af Nikolic, at man ikke er så pro-europæisk som man har givet udtryk for under Boris Tadic. Han mener, at valget viser at man stadig er påvirket af folk fra 1990’erne. Det vil sige at der stadig er en lang række der bakker op om Milosevic’ holdninger som Nikolic tidligere har gjort. (Brajshori: 2012 “Nikolic’s victory sparks fears in Pristina”)
Efter sin valgsejr udtalte Nikolic dog at man fra den serbiske regerings side havde i sinde at fortsætte sin EU-orienterede politik. Men han nævnte samtidig at man ville gøre hvad man kunne for at ”beskytte” Kosovo. Dog uden på nogen måde at uddybe hvad der skulle ligge i det. Ligeledes proklamerede han at han havde i sinde at samarbejde med alle og at ingen skulle være kede af at han var blevet valgt.
( Barlovac, 2012:Tomislav Nikolic Wins Serbian Presidency)
Dagen efter valget udtalte den serbiske statssekretær for Kosovo-ministeriet, Oliver Ivanovic, at man ikke mente at valget af Nikolic som ny præsident vil betyde at man vil se et markant skifte i Serbiens Kosovo-politik fordi man efter det nye valg, og oprettelsen af en ny regering, der endnu ikke er blevet oprettet er nødt til art finde en fælles politik som deles af såvel den nye koalitionsregering, samt af det serbiske parliament og af præsidenten. (Tanjung, 2012 Nikolić’s victory will not change Kosovo policy)
Milivoje Mihajlovic, en talsmand for den afgående regering har ligeledes uafhængigt bakket Oliver Ivonovic udtalelser op. Mihajlovic udtaler at han heller ikke forventer at man vil ændre sin politik over for Kosovo væsentligt. Han understreger, ligesom Tomislav Nikolic gjorde efter sin valgsejr, at man vil fortsætte sin EU-orienterede politik ikke blot fordi man ønsker at blive medlem af EU, men ifølge ham også fordi man gerne ser en varig løsning på problemerne imellem Serbien og Kosovo hvilket skal gøres på samme måde som man har gjort hidtil nemlig via konstruktiv dialog imellem de to parter. Derfor kan man på baggrund af de ovenfornævnte udtalelser fra de serbiske myndigheder se en klar linje i at man i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke ser ud til at ville ændre synderligt meget på sin politik overfor Kosovo. (Tänjug, Kim Radio: “No major changes in Serbia’s Kosovo policy”)
EU har ligeledes udsendt en fælles pressemeddelelse af kommissionsformanden Jose Manuel Barroso og EU-præsidenten Herman Van Rompuy, hvori man har lykønsket Tomislav Nikolic med sin sejr over Tadic. Men udover at lykønske ham, som er obligatorisk fra EU’s side, så nævner de ligeledes at de ser frem til at man fra Serbiens side fortsætter med at arbejde videre ned at få indført de sidste politiske reformer der skal til før man kan begynde forhandlingerne med Serbien om et at få sat en dato for hvornår Serbien skal endeligt optages i EU.
Dog er det tydeligt at se EU’s interesse i forbindelse med konflikten imellem Serbien og Kosovo i og med man skriver: “
“It will be essential to see the momentum of reforms continuing in order to conform that Serbia sufficiently fulfills the political criteria, and makes further progress in the dialogue between Belgrade and Pristina with a view to a visible and sustainable improvement of relations.” (EU, 2012: Joint Statement by European Commission President Barroso and European Council President Van Rompuy on the election of Tomislav Nikolić as President of the Republic of Serbia” )
Ud fra denne passage er det altså tydeligt at selvom man fra EU’s side, har formået at forbedre relationerne imellem Serbien og Kosovo ved at få standset de seneste kampe på grænsen imellem de to parter, som Serbien i bund og grund ikke anderkender som en reel grænse da man ikke officielt anderkender Kosovo som en selvstændig stat så har man dog fået Serbien til at acceptere at Kosovo kan kalde sig Kosovo* i internationale sammenhænge, så er man på nuværende tidspunkt alligevel ikke helt tilfreds med størrelsesorden af de fremskridt man opnået indtil nu da man jo understreger i pressemeddelelsen at de fremskridt man håber på at få skabt over det kommende stykke tid, vil være både ”tydelige” og ”vedvarende”.
Det er måske forståeligt at man i Kosovo har været meget skeptisk overfor valget af Nikolic som præsident på grund af hans mere nationalistiske kurs. Det er også sandsynligt at den forskel man fra de serbiske vælgeres forventede at der skulle være i håndteringen af Kosovo imellem Tadic og Nikolic er en af de væsentlige årsager til at Nikolic endte med at løbe med sejren. En af forklaringerne på at Serbien er kommet med de overraskende meldinger om at man ikke har tænkt sig at ændre på sin politik overfor Kosovo må kunne tilskrives netop EU. Der er ingen tvivl om at Serbien vil være en del af EU som vi også har forklaret igennem denne opgave og disse udmeldinger fra Nikolic politiske lejr kan forstås som en europæisering af Serbiens politik overfor Kosovo sådan som det ligger nu, da vælgerne i Serbien, med en snævert flertal, har valgt en statsleder som har været associeret med nogle helt andre holdninger end sin politiske forgænger i forhold til Kosovo. Men trods af denne forskel så fortsætter man altså, indtil videre, ifølge Nikolic af samme spor som man gjorde under Tadic. EU lægger ikke skjul på at der skal ske flere ændringer imellem de to lande før man vil optage dem i EU og som nævnt tidligere har langt størstedelen af EU’s medlemslande andekendt Kosovo som en selvstændig stat, selvom Serbien stadig nægter at anderkende dem fuldt ud.
Det sidste ord i konflikten imellem Kosovo og Serbien er næppe sagt. Aftalen man indgik i marts skal stadig implementeres ordentligt imellem de to parter og der skal i fremtiden findes en mere konkret løsning på spørgsmålet om hvorvidt Kosovo fuldt ud skal betragtes som en selvstændig stat, men det seneste års udvikling har demonstreret hvordan EU, med EU-kandidaturskab har gennemført sin politik over for Serbien og på den måde har EU bidraget til at stabilisere forholdet imellem de to nationer.
Konklusion
I denne opgave har jeg med udgangspunkt i Europeanization-teorien analyseret udviklingen i Serbiens håndtering af konflikten med Kosovo i takt med Serbiens udsigt til at få tilkendt EU-kandidatstatus. Min undersøgelse viste EU havde stillet et krav til Serbien om at man skulle finde en løsning på Kosovos ret til at repræsentere sig i international sammenhæng og finde en løsning på den blussende grænsekonflikt der har hersket siden sommeren 2011. selvom Serbien i første omgang nægtede at leve op til EU’s krav så formåede EU at lægge pres på Serbien og i sidste ende, en uge før EU for anden gang skulle tage stilling til godkendelsen af Serbien, kom frem til en løsning af begge spørgsmål der betød Kosovo fik lov til at anvende et asterisk i sit navn og derudover fik man etableret en fælles aftale om grænseposterne imellem Serbien og Kosovo der tillader fri vandringer for personer og varer. Derudover har jeg også set på hvordan man har modtaget nyudnævnelsen af Tomislav Nikolic som ny serbisk præsident, da mange havde troet det ville medføre en ændret politik overfor Kosovo end tidligere. Her viser det sig dog indtil videre at der ikke vil komme store ændringer ifølge serbiske regeringsfolk og dette kan ses som et resultat af EU’s syn på konflikten imellem Serbien og Kosovo. I min opgave har jeg altså vist at EU har vha. et øget pres på Serbien har gjort at man har fundet en foreløbig løsning på konflikten selvom det har måttet betydet at Serbien har måttet strække sig langt da man hverken har anderkendt Kosovo som en stat, og heller ikke den grænse som man har lavet en aftale om.
Perspektivering
EU’s forsøg på at udvide sit samarbejde til den historiske uroplagede Balkan-region er noget nyt i EU sammenhæng. Det faktum at man forsøger at få to ærkefjender i form af Serbien og Kosovo til at arbejde sammen for at kunne leve i fred og fordragelighed tjener egentlig som en metafor for hele EU-samarbejdet igennem tiden, da det samme slags forhold gjorde sig gællende for Frankrig og Tyskland inden man valgte at påbegynde den europæiske integration med oprettelsen af Kul- og stålunionen i 1952.(Nugent 2010) Selvom at mange måske synes det er mærkeligt at man tænker på at udvide EU-samarbejdet i disse tider med en global finanskrise så tjener den kommende Balkan-udvidelse som et symbol på netop det EU i første omgang blev skabt for: at skabe fred imellem enkeltstater igennem økonomisk samarbejde for at skabe et fredeligt og fordrageligt Europa.
Litteraturliste
Bøger
Barche Ian, George Stephen. “Politics in the European Union, 2nd edition, Oxford University Press, 2006
Nugent, Niel “The Government and Politics in the European Union Union, 7th edition, Palgrave Macmillan 2010
Rapporter
Crisisgroup, Februar 2012: Kosovo and Serbia: A Little Goodwill Could Go a Long Way.
Links
Barlovac, Bojana; ”Tomislav Nikolic Wins Serbian Presidency” Balkan Insight Maj 2012
http://www.balkaninsight.com/en/article/tomislav-nikolic-wins-serbian-presidency
Barlovac, Bojan, Februar 2012: Kosovo, Serbia Reach Deal on Regional Representation
http://www.balkaninsight.com/en/article/kosovo-serbia-reach-deal-on-regional-representation
Brajshori, Muhamet: “Nikolic’s victory sparks fears in Pristina” Southeast European Times in Pristina — 22/05/12
http://www.setimes.com/cocoon/setimes/xhtml/en_GB/features/setimes/features/2012/05/22/feature-
Bisset, James, 2001: War on terrorism skipped the KLA
http://www.globalresearch.ca/articles/BIS111A.html
Douglas, Hamilton: 2008: Serbian president Tadic vows to preserve Kosovo
http://www.reuters.com/article/2008/02/15/us-kosovo-serbia-idUSHAM53437920080215
Erlanger, Steven, November 1999: Early Count Hints at Fewer Kosovo Deaths – The New York Times
Euractive 2012: Serbia’s EU future hangs on footnote
http://www.euractiv.com/enlargement/serbias-eu-future-hangs-footnote-news-511094
Europa Kommissionen, Marts 2012: Enlargement Process.
http://ec.europa.eu/enlargement/enlargement_process/accession_process/how_does_a_country_join_the_eu/negotiations_croatia_turkey/index_en.htm#1
EU: “Joint Statement by European Commission President Barroso and European Council President Van Rompuy on the election of Tomislav Nikolić as President of the Republic of Serbia”
http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=MEMO/12/361 21 maj 2012
Håkensen, Sofia, Februar 2008: Serbien nekter å gi opp Kosovo – Aftenposten.no
http://www.aftenposten.no/nyheter/uriks/article2264224.ece#.T7UtDEWMmVo
John, Mark, 2008: Recognition of Kosovo
http://www.reuters.com/article/2008/02/18/idUSL18645227
Knudsen, Jesper, 2008: Serbiens leder: Kosovo er en falsk stat
http://politiken.dk/udland/ECE472570/serbiens-leder-kosova-er-en-falsk-stat/
Lødemel, Nina, Februar 2008: Reagerer med granater og stein i Kosovo – Aftenposten.no
http://www.aftenposten.no/nyheter/uriks/article2261871.ece#.T7ylEUWMmVo
Macmahnon og Pop 2011 “Serbia will never recognize Kosovo says foregin minister” http://euobserver.com/15/32540
Tanjung, “Nikolić’s victory will not change Kosovo policy” 22 maj 2012
http://www.b92.net/eng/news/politics-article.php?yyyy=2012&mm=05&dd=22&nav_id=80376
Tänjug, Kim Radio: “No major changes in Serbia’s Kosovo policy” 25 maj 2012
http://www.b92.net/eng/news/politics-article.php?yyyy=2012&mm=05&dd=25&nav_id=80434
T,J, November 2011: On The Border of Conflict – The Economist
http://www.economist.com/blogs/easternapproaches/2011/11/serbia-and-kosovo