For 10 år siden troede jeg, at jeg var iværksætter.
Jeg havde den der rastløshed i kroppen, lysten til at bygge, og en idé om, at frihed betød at skabe noget fra bunden. Det føltes som iværksætteri. Og på mange måder var det også. Jeg startede Obsidian (sammen med tre andre) og kastede mig ind i en verden, hvor alt var til låns, indtil det var bevist. Kunderne, medarbejderne, selvtilliden, retningen. Det hele skulle fortjenes.
Obsidian blev mit livsværk. Vi byggede en af de bedste og største bureauer i Danmark. Nu bygger vi et af Europas største digitale bureauer. Jeg er stolt af det. Ikke på den glittede måde, men på den dybe måde, hvor man ved, hvad der ligger bag. De svære beslutninger. De hårde måneder. De lange dage. Og de øjeblikke, hvor noget pludselig virkede, fordi vi havde været stædige længe nok.
