Niche-webshop vs. stort marked

D. 1 februar startede jeg hos s360.dk, hvor jeg arbejder med strategisk online markedsføring for nogle af bureauet største kunder samtidig med, at jeg skriver speciale, som skal afleveres d. 1 juni. Det bliver dejligt at få min Cand.it., men ærligt glæder jeg mig til aldrig mere at møde op på skolebænken 🙂
På grund af travlhed bliver der ikke skrevet meget på bloggen, og derfor giver jeg ordet til Tobias Ehlig, som gerne vil fortælle lidt om niche webshop vs. webshop i et stort marked.

Hvad skal du vælge?

En af de problemstillinger jeg hører diskuteret allermest i øjeblikket inden for e-handel er hvorvidt man som nystartende e-købmand i 2015 skal åbne en webshop med niche-fokus, eller hellere vælge et større marked. Tanken er at man enten kan satse på at tage en stor del af et lille marked, eller en lille del af et stort marked.

Indtil nu har min egen tilgang været, at ”det er nemmere at få succes med en niche-webshop”, og at ”det er nemmere at komme i gang med”. Og begge udsagn er jeg sådan set stadigvæk tilhænger af. For ja, en niche-forretning er nemmere – men er et nemmere valg virkelig lig med et bedre valg?

retning

Efter at have fået god succes med den seneste niche-shop jeg har startet har jeg oplevet at stå i en situation, som jeg ikke har stået i før. Rimelig hurtigt har jeg taget en stor del af markedet, og på den ene side er det jo super fedt – men på den anden side så kan jeg også se, at der ikke går lang tid før jeg rammer loftet for, hvor stor forretningen kan blive, fordi jeg netop har valgt et niche-marked.

Inspiration fra en anden ung iværksætter
Imens jeg selv sad med den her følelse fulgte jeg med i Dennis Drejers eventyr med Rito.dk, hvor han sælger garn og hobbyartikler. Han har mange års erfaring inden for e-handel fra en ledende stilling i en stor dansk webshop, og for knap to år siden valgte han at sige sin stilling op for at kaste sig ud i sit eget iværksættereventyr.

Dette spring er der som sådan ikke så meget opsigtvækkende ved, for han er langt fra den eneste der er gået fra at være lønmodtager til at være iværksætter. Nej, det interessante her er hans valg af branche til webshoppen.

Kom i top 3 med SEO

I dag åbnes der dagligt nye butikker med salg af iPhone covers, powerbanks, proteinpulver osv. Det betyder at konkurrencen på disse markeder er enormt stor. Og fælles for de nævnte markeder er det også, at det ikke er særlig svært at komme i gang, fordi du med et relativt smalt varesortiment kan tilfredsstille en stor del af de potentielle kunder. Så det lyder jo helt perfekt? Eller hvad?

Dennis Drejer har valgt at gå imod strømmen, og åbne en forretning hvor der rent faktisk er mange udfordringer ved at komme i gang. Der findes ekstremt mange varenumre inden for garn, og derfor var Dennis nødt til at have over 1.000 varenumre i sit sortiment fra dag 1. Og hvad er det så lige fordelen er ved det? Jo, fordelen er, at når Dennis først er blevet etableret på markedet, så er det rigtig svært for nye webshops at komme efter ham, fordi indgangsbarrierne på markedet er så høje.

Det har jeg lært omkring niche-webshop vs. stort marked
Ved at gøre mig mine egne erfaringer samt at følge med i Dennis’ webshop-eventyr er jeg blevet meget klogere på, hvilken branche jeg bør vælge til min næste webshop. Nu ved jeg at det ikke handler om at vælge et projekt som er nemt at komme i gang med, men faktisk nærmere om at vælge et projekt som er svært at komme i gang med. Dermed vil der naturligt komme færre konkurrenter.

En anden vigtig ting jeg har lært her er, at på et niche-marked rammer man hurtigt hovedet imod loftet, og har ikke mulighed for at udvide med flere produktgrupper. Derfor bør man starte en webshop som i første omgang har fokus på en bestemt varegruppe, men som nemt kan udvides til at indeholde mange flere varegrupper, og hvor denne udvidelse stadigvæk giver mening i forhold til webshoppens navn og koncept.

For nylig tog jeg en beslutning om hvilken webshop på et større marked som jeg ville give mig i kast med, og det bliver Festli.dk. I første omgang vil der være fokus på kostumer og udklædning, men med tiden vil der også komme mange flere varegrupper ind i sortimentet, som på den ene eller anden måde har relation til webshoppens overordnede koncept, ”alt til festlige anledninger”.

Jeg håber at du fik lidt input til når du selv skal vælge branche til din næste webshop, og at du i den forbindelse står med valget i mellem en niche-forretning og at gå ind på et større marked.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *